Foreningen
Solistforeningen af 1921 er den faglige sammenslutning af klassiske solister inden for sang og instrumentalmusik.
Foreningens formål er at varetage medlemmernes kunstneriske, sociale og økonomiske interesser, samt at være medlemmerne behjælpelig med sagkyndig, juridisk assistance i rettighedsspørgsmål, og yde bistand til løsning af kontraktmæssige, skattemæssige og andre relevante, juridiske spørgsmål.
Desuden ser foreningens det som en hovedopgave at støtte det klassiske musikliv i vid forstand herunder give støtte til kammermusikforeninger, festivaler o.l., støtte til udgivelse af Cd-produktioner og med studie- og rejselegater at hjælpe unge musikere til deres videreuddannelse.
Foreningen har pt omkring 725 medlemmer, som udøver solistisk og kammermusikalsk virksomhed på højt, kunstnerisk plan.
Medlemmerne dækker følgende kategorier og kan findes på foreningens hjemmeside efter navn eller kategori: Sang, piano, orgel, cembalo, harpe, guitar, akkordeon, violin, bratsch, viola da gamba, cello, kontrabas, blokfløjte, fløjte, obo, klarinet, fagot, horn, trompet, trombone, tuba, saxofon, slagtøj, direktion og deklamation.
Solistforeningen blev stiftet i 1921 på initiativ af dirigenten Frederik Schnedler-Pedersen. Foreningens første formand var kgl. Kammersangerinde Ellen Bech.
Formandsposten har siden været bestridt af pianisten Victor Schiøler, cellisten Asger Lund Christiansen, violinisten Peder Elbæk.
Nuværende formand er fløjtenisten Toke Lund Christiansen.
Solistforeningen repræsenterer medlemmernes ophavsretlige interesser i alle relevante organer.
Solistforeningen har sammen med Dansk Musikerforbund indgået overenskomst med Danmarks Radio. Senest forhandlet færdigt i 2016. Foreningen er direkte eller indirekte repræsenteret i Fællesrådet for udøvende kunstnere, Copy-Dan foreningerne, Samrådet for ophavsret, Dansk Kunstnerråd, Gramex samt i Performex.
Foreningen administrerer anvendelsen af sin andel af de kollektive rettighedsmidler fra Gramex og Copy-Dan foreningerne, Båndkopi og AVU-midler. Foreningen deltager som medlem af Performex i fordeling af kabel- og Tv-midler til medlemmerne.
Foreningen kan kontaktes på mail: mail@solistforeningen.dk
Administration: Signe Asmussen Manuitt, Sylviavej 22, 2.tv., 2500 Valby
Tlf.: 53 80 19 21